23948sdkhjf

Modeikon opkøber endnu en konkurrent: - Det er trist at miste en dygtig kollega

Modeverdenen er under pres, og flere konkurser har allerede ramt branchen i år. Det har to modesøstre fra Odder udnyttet til at lave deres andet opkøb på to måneder

Det er kun omtrent to måneder siden, at modeselskabet Anna & Søs ApS opkøbte én konkurrent i markedet.

Dengang overtog virksomheden Nanna XL, der var gået konkurs i løbet af sommeren. 

Selskabet blev efterfølgende en del af Anna & Søs ApS, som i mere end 25 år har drevet det velkendte brand Pluspige.  

Nu er turen imidlertid kommet til en ny konkurrent i modebranchen. 

Denne gang er det brandet Lis G, som søstrene har sat fingrene i. Selskabet blev begæret konkurs i slutningen af september, fremgår det af CVR. 

- Det har været en hård periode for rigtig mange virksomheder, som har med modebranchen at gøre. Vi har også mærket en ændring i forbrugeradfærden - formentlig som følge af bl.a. krig, rentestigninger og andre udefrakommende påvirkninger, udtaler Anna Jensen, der har titel af direktør i Pluspige. 

Hun tilføjer, at man med to opkøb på to måneder "ønsker at styrke vores position i markedet", men samtidig også ønsker at "hjælpe de kunder, der har mistet deres foretrukne sted at handle plussize-fashion". 

LIS G. KOLDING ApS
Regnskabsår 2022/23 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 3,1 5,1 4,1
Resultat af primær drift -0,6 1,3 -0,6
Resultat før skat -0,6 1,3 -0,6
Årets resultat -0,5 1,0 -0,5
Balancestatus 3,6 5,1 4,5
Egenkapital 1,1 2,0 1,1
Antal ansatte 9 10 11
Kilde: CVR

30 års eksistens

Lis G har eksisteret i mere end 30 år, og det er derfor også en markant virksomhed, som Anna & Søs ApS overtager. 

- Som en af de første til at fokusere på plussize-kvinder, og deres behov, har Lis G været en pioner i branchen. Det er trist at miste en dygtig kollega - Lis G har været meget for mange - det skal vi føre videre, understreger Anna Jensen. 

Opkøbet inkluderer både brandnavn, logo og webshop, mens den tidligere Lis G-butik i Kolding permanent bliver lukket. 

- Der er rigtig mange kvinder, som har været glade for Lis G og butikken i Kolding. For nogle har det været deres eneste sted at blive klædt godt på. Hos Pluspige vil det ligeledes være muligt at handle både online og i vores fysiske butik i Odder, udtaler Anna Jensen. 

Anna & Søs ApS præsenterede i starten af året regnskab for 2023 - og for fjerde gang på fire år viste bundlinjen et millionoverskud for de to søstre. 



Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.725